Deres ankomst

Deres ankomst blev bemærket. De blev modtaget på havnen. Man spurgte, om deres
kufferter var fulde af sten. Ja, det var de. Og der blev ikke spurgt mere ind til det.

Om natten drømmer den ene om øens form, om dens kontur set fra oven. At det er en
cirkel, der er gennemskåret til venstre for centrum. Resten af natten drejer sig om
problemet: hvordan skærer man en cirkel akkurat over på midten.

Øen er to øer, der er forbundet med en 30 meter lang bro.
ø bro ø
Drypvise klippeskær omkring øerne. De geometriske drømmebetragtninger fra natten
bliver taget med ind i dagens sprog. Bogstavet ø har en grafisk lighed med
topografien: en gennemskåret cirkel. Derfor betegner man fra nu af øerne som ø.

For at leje et værelse på gæstgiveriet, skal man reservere et år i forvejen. Der er seks
værelser.
De bor i Tegnestuen, de har fået lov at leje den fordi de skal lave en udstilling på ø. I
Tegnestuen har der før boet marinetegnere. Det er et gulkalket hus med et rødt trætag,
en hældning, som kølen på en båd.

Det er ikke det her, vi er kommet for at se, siger en ældre kvinde på vegne af en større
gruppe på dagstur fra fastlandet. Hvor finder vi ham her? skriger hun skingert og
peger hårdt på en side i brochuren. Hendes pegefingernegl ridser rytmisk billedet af
en mand med hvidt tilbagestrøget hår, et blottet bryst under en åbentstående skjorte.
Han står med en pensel over et lærred, som var den en tryllestav.

Under tegnestuen ligger lægekonsultationen. Den er lukket på grund af ferie, står der
på en seddel og lægen er ikke sikker på, hvilken dag han kommer tilbage, da han efter
ferien skal til tandlæge på fastlandet, og man ved aldrig, om det blæser for meget til at
sejle. I havnen ligger en nødbåd, som hurtigt kan sejle til fastlandet i akutte situationer.
Midt på ø er der en plads, hvor en helikopter kan lande.

Biblioteket har åbent 4 timer om ugen fordelt på to dage. Ø er ikke en del af en
kommune, men er alligevel med i landets sammenslutning af biblioteker, så øs
beboere kan bestille materialer, der bliver sejlet over med postbåden. Bibliotekaren
bliver refereret til som hende, der sidder der meget for tiden. Hun arbejder desuden
som postbud, hjemmehjælper og hvad der ellers kunne dukke op af forefaldende
arbejde. Man skal kunne forsørge sig selv for at få lov at bo på ø, og der findes et
begrænset antal stillinger. I mange tilfælde arbejder manden som håndværker, og
kvinden er selvstændig og arbejder fra sin computer. Man søger for tiden en
håndværker og efterspørger én, der kan bringe børn til øs skole. Der er ingen
homoseksuelle par på ø.

Hos købmanden bliver de betjent af en mand. Foruden ham arbejder der to kvinder og
endnu en mand, der bringer varer fra båden op til butikken med en trækvogn.
Man har fortalt dem om ham. Han er kunstner. Han blev på ø efter et sommerjob, blev
derefter gift og siden skilt på ø. Flyttede, ø bro ø. Man siger, han er sær. De siger, at
alle kunstnere vel er sære. Men ham her, han er ekstra sær.
De hører en af damerne hos købmanden tale om den ny familie, der kun har boet på ø
i en måned. De er rigtig søde, men de havde godt nok tunge kufferter med tilbage fra
weekenden på fastlandet. Købmanden siger at den ny familie ugen forinden har lagt
en tusse i butikken. De så nu godt nok tunge ud; de kunne næsten ikke hive dem op ad
trappen.

På ø kan man næsten altid ses, og man kan ikke sige noget uden at blive hørt. Man bor
tæt. De bliver opmærksomme på deres eget behov for at tale om andre, altså om dem,
der bor der. En aften går de ud til øs østligste punkt, kravler ud på de solvarme klipper,
hvor de endelig føler, de kan tale frit. Hvad var det nu, de skulle sige?

Solen er ikke nået om på havnen, som ligger mod vest, kl. 7.20., hvor larmen har
vækket dem. En håndværker går, ø bro ø, med en lægte over skulderen. På ø findes
ingen biler. Kun en gaffeltruck, der bruges til at køre skraldecontainerne ombord på
båden. En dag lagde et militærskib til, og der gik nogen rundt på ø i uniform. De
nåede ikke at få spurgt dem, hvorfor de var der, før deres skib var væk igen. Nogen
må vide det.

Ø er under landets forsvarsministeriums administration. Ø har en forvalter, der tager
de overordnede beslutninger. Han styrer øs økonomi og ansættelser. Han har også
politimyndighed.
Sekretæren på administrationskontoret er ikke snaksalig, men hun ser effektiv ud. De
formoder, hun er stresset over den korte åbningstid: 2 timer dagligt, hvor hun sikkert
skal nå meget. De må gemme deres spørgsmål til en anden instans.

Udstillingsrummet er et træskur, der oprindeligt lå på havnen og fungerede som
lægekonsultation. Nytilkomne blev undersøgt for smitsomme sygdomme. Nu står det i
enden af gaden. I løbet af sommeren udstiller kunstnere der på skift. En ny ankommer
hver uge. De kom som de eneste, to. De viser en serie af akvareller, en bronzeskulptur,
et grafisk tryk og en stenskulptur. Værkerne viser andre øer end dem, de er på nu.

I haven ved en af deres naboer, ser den ene en fugl og stopper op for at vise den til
den anden. Hvad er det, der er så spændende? lyder en dyb kvindestemme over dem.
Det er havens ejer, der står på en lille bro og holder øje med dem. Den ene svarer, at
der er en fugl, der ser lidt underlig ud. Den anden kan ikke se det, tør heller ikke
bruge tid på at se det. Den fugl, den sidder og spiser. Den skal ikke forstyrres. De
skynder sig at gå videre.

Hver morgen vågner de frygteligt tørstige. Vandet smager salt og klistrer på huden,
klæber i halsen, siger de. Det er ikke salt, de kan smage. Vandet er mineralsk,
forklarer man. Der ligger et vandværk på havnen, hvor vandet bliver afsaltet og tilsat
de nødvendige mineraler. Mange af øs beboere opsamler regnvand, som de renser
igennem filtre. Man siger, det smager vidunderligt. Andre ser de gå frem og tilbage til
havnen med store dunke.

På vej op til købmanden bliver de stoppet af nabokvinden; er det jer med
badedragterne? Og det kan man vel godt kalde dem, for man har bemærket, at de den
første aften sad på molen i deres badedragter og siden begik den ulovlighed at
svømme i havnen. Hun siger: den fugl, den var død. Og jeres udstilling lukker, før
folk har fri fra arbejde. Hun vender dem ryggen, før de har fundet ud af, hvad de skal
svare.
Hos købmanden står døren til bagrummet åbent, og de kan se, at der sidder 7 mænd
rundt om et bord med en rødternet voksdug. De spørger, om det er et privat
arrangement, og købmanden siger, at de skal være velkomne til at købe en øl uden
pant og sætte sig ind til dem. Det er havnefogeden, hans bror, der arbejder på havnen,
øs skraldemand, en pensioneret fisker, en ung håndværker, gartneren og en mand, der
præsenterer sig som øs charmetrold, hvis de ikke kunne se det selv. Han er 86 et halvt
og kan stadig.
Udstiller I badedragter?
Parallelt med hvert trappetrin op til købmandsboligen er der bygget en hylde. Trinvist
står der en øl ved et navneskilt. Havnefogedens kone kommer ind og griber sin øl fra
sit trin, tager en slurk, mens hun skæver til dem. Havnefogeden har arrangeret to
puder på stentrappen, som de sidder på. Skraldemanden fortæller om deres
sorteringssystem. Alle øboere har deres egen komposttønde. Beton og gipsrester samt
overskydende kompost bliver kørt til verdens ende. Der har de været, der groede en
vild squashplante fra kompostdyngen. Det sorterede affald bliver sejlet til fastlandet.
Nej, vi udstiller værker, der handler om øer. Andre øer.
I gaden, hvor kunstneren bor, og hvor de fleste bor, deler man bryggers med andre.
Da vi går ind i bryggerset, dukker en kvinde op fra den tilstødende lejlighed, der tror,
vi er kommet for at besøge hende. Døren stod åben, og hun ser ikke overrasket ud,
over at vi er kommet. Dem med badedragterne. Det er os.
Han står i sit køkken med ryggen til og kigger ud ad køkkenvinduet, ud over havnen.
Der står en flaske på bordet med alkohol, en lysegrøn substans, der også er i det glas,
han holder i hånden. Han byder os indenfor i sit atelier. Vi skal sætte os på en bænk
langs muren ud til køkkenet.
Hans vægge er fulde af billeder, pastelkridt på papir, de samme farvetoner og
lignende motiver, men med variation i stregerne, en strøm uden en besluttet retning
ned over væggene. På endevæggen er det billeder af klipper, på den mod soveværelset
flyder linjerne mellem skær, kvinder og fugle. Indimellem, fotografier af en blond
kvinde og postkort af barokke malerier med kødfulde, blottede overarme på nogle
kroppe. Aftensolen står direkte ind i rummet, og varmen får os til at stivne på bænken.
Så snart man bevæger sig lidt, begynder man at svede. Det salte, mineralske vand
under armene og på panden.
Hen under loftet hænger papirark, hvorpå han har afprøvet sine pasteller. En frise af
frynser, korte streger af farverne kendetegnende billederne nedenfor.
Hvad ser I? Fra bænken synes vi, at billedet på staffeliet ligner et vævet stykke stof,
og det føles blødt, når øjet rører ved det. Han fortæller om maj måneds hvide, skarpe
lys, øjnene der må knibes sammen. Septembers spektrum der tillader at reflektere over,
hvordan man ser. På hans arbejdsbord er hans pastelkridt lagt op efter nuance. Han
arbejder i feltet mellem blå og rød, lysskæret om aftenen. Hårde klipper og bløde
kvinder eller bløde klipper og hårde kvinder. Det ene motiv bliver til det andet. Han
viser os et sted, hvor vi kan hoppe i vandet fra klipperne. Der sidder to kvinder. Nu
tror de, at vi taler om dem, og han drejer sig om og går hjemad. Kvinderne fortæller
os, hvor der er glat, og hvor man kan springe med hovedet først. De sorte klipper er
hede, vi klamrer os til dem og vandet fra vores badedragter fordamper, inden solen
går ned.

Efter at have sejlet i Nordatlanten med flåden i en årrække, besluttede øs gartner sig
for at søge et job på land. Vi møder ham hen under aften på havnen, hvor han sidder
lænet op ad en gulkalket husmur og drikker en øl. Han er rød i ansigtet, af sol og
alkohol måske. Han bor på ø alene.
Der vokser vild persille overalt på ø, en gammel art. Han nævner et par andre, sjældne
planter, der i middelalderen blev dyrket på klostrene og brugt som smertestillende
medicin. Vi hæfter os ikke ved navnene, og han tilføjer at de kan bruges som
hallucinogener. Vi beder ham ikke gentage navnene, man ville kunne tolke det som en
interesse. Vi prøver at genkalde os, hvad han sagde, fordi det var nogle mærkelige
navne, siger vi til os selv. Buksebum? Æblebuk?
Der findes ingen hunde eller katte på ø, da det er et vildfuglereservat. Der er pindsvin
med tæger og frøer. Man har set mus. Han har ikke hørt om, at der skulle være rotter.
Ansættelsen begyndte i august. Han frygter ikke vinteren. Efter mange vintre i
Nordatlanten, på et skib uden privatliv, mener han at være hærdet til vinteren på ø.

Under et morbærtræ på den anden ø møder vi to kvinder på vores egen alder. Når man
er på en ø, begynder man at spejde efter nogen, man har noget til fælles med. Ligesom
man kigger efter nogen, der er anderledes. Man så dem med det samme, da de ankom
med båden fra fastlandet. Den ene så vild ud med et stort kruset hår, bare tæer og
morbærsaft ned ad armene, nu, og ved mundvigen. De talte et fremmed sprog og
havde travlt med at tale med hinanden og ikke med andre.

På ø er der ikke meget lyd. Den, der opstår bliver forstærket af stilheden, der var før.
Et fly sprætter himlen op. Og klingen fra kirkeklokkerne. Knirken fra lystbådene, der
parvis flankerer kajen. Vejen af brosten, som vogne med larvefødder møder, tidligt
om morgenen. De skramler højt. Om onsdagen afprøves varslingssirenerne. Det, der
siges. Et vandfyldt stenbrud kalder med en høj, mangekanalet lyd. Langs vandhullets
kant sidder frøer i rundkreds. Deres kvækken synes koordineret, starter et sted og
fortsætter ringen rundt, til den stopper med ét.

Hver dag sidder man ved udstillingsstedet, klar til at tage imod de gæster, der kommer
ind med båden i et par timer for så at tage væk igen. De må ikke blive på ø, hvis de
ikke har arrangeret overnatning på forhånd. Nogen gange rejser man sig og går hen
mod fæstningsmuren, hvorfra man ser den sydlige indsejling til havnen. En svane
sejler forbi, ligner det, svanehalsen er en bøjelig mast fikseret på en stabil platform.
Den drejer halsen og kigger rundt, som om den overvejer sin retning. Den kigger på
de orange bøjer og man tænker over, hvad den mon tænker om dem. Om bøjerne.
Pludselig er den væk, da tankerne blændede synet for et øjeblik.

Mens den ene var oppe at lave kaffe, havde den anden besøg af Dominique. Hende
har man hørt om. Hun er en fransk kvinde på 94 år, der bor oven på skolen. Hun er
også kunstner, ikke fastboende. I sommerhalvåret er hun på ø, i vinterhalvåret til lands.
Hun havde spurgt kritisk til akvarellerne. Og hvad udstillingen havde med denne ø at
gøre.

Øs maler, husmaler, har langt krøllet hår og hørbukser på med vidde mellem benene.
Han smiler meget, et vidt åbent ansigt, han siger at han går ind i folk med træsko på,
og da man ikke er klar over, at det er noget man siger, og sammenholder det med
skiltet på forsamlingshuset, der forestiller en overstreget træsko, tænker man over,
hvad man mon så synes om ham på ø.
Han leger med et lille barn i sandkassen ved siden af udstillingsrummet. Efter at have
brudt med sin samlever igennem 29 og et halvt år solgte han alt, hvad han ejede og
købte en båd, som han sejlede med i Middelhavet. I en havn mødte han en kvinde, der
sejlede med ham videre. Da de fandt ud af, at de ventede sig, søgte han job på ø.
Kvinden har ikke opholdstilladelse. Derfor tilbringer hun og barnet skiftevis 3
måneder på ø og 3 måneder et andet sted. Man spørger hende, hvor, og hendes øjne
kigger på et sted langt væk, der hedder anywhere. Da man mødte hende under
morbærtræet nævnte hun, at morbærrene et andet sted endnu ikke var modne, så
måske var det der, hun havde været i løbet af sommeren. Anywhere med morbærtræer.
Maleren håber på at de kan gifte sig i øs kirke. De er ikke troende, men når præsten
bliver sejlet til ø en gang om måneden, holder han af at synge med på salmerne.

Der findes et øråd, som alle øboer kan blive medlem af. Her foreslås arrangementer
og aktiviteter. Det er svært at finde ud af, hvor meget indflydelse øs beboere egentligt
har på de overordnede beslutninger. Det taler man ikke om.

En anden dag vender Dominique tilbage til udstillingsstedet. Men hun er der for første
gang. Hun spørger til akvarellerne. Hun siger at man ikke kan tillade sig at kritisere
noget, der er en begyndelse. Dominique er oprindeligt fra Paris og bærer et lyserødt
indkøbsnet med en illustration af en fortovscafé. Øverst står der PARIS. Hun kan ikke
udtale h og ører ikke så godt, siger hun. Hun fortæller om en batalje med le
administration vedrørende den uddøende interesse for kunst på ø, som
administrationen ikke gør noget for at redde.
Hun ankom til ø året efter krigen med en ven fra ø, hun af og til havde hjulpet i Paris.
På ø lejede han sammen med sin søster et hus, der blev kaldt Bella Vista. Her husede
de en gruppe af kunstnere, der lærte af hinanden. Dominique stod ofte som
croquismodel, som tak for hvad ø gav hende, siger hun. I den ene halvdel af huset
boede kvinderne, den anden mændene. Hun syntes at det virkede meget gammeldags
at bo opdelt. Bella Vistas lejer, søsteren, holdt på at man drak te sammen om
eftermiddagen og forventede, at man gjorde det i rent tøj. Dominique mødte her en
maler, som hun giftede sig med.
Hun skal nå til købmanden, inden den lukker og inviterer dem til at besøge hende. Så
drikker vi en kaffe eller en te, eller hvad der nu er, når I kommer.
Udstillingen handler om andre steder, andre øer. Om infrastruktur og transport af
information. Den handler om at begribe samfundet, man lever i, igennem små nedslag,
som er dele af en større organisme. Udstillingen kan være et afsæt for en samtale,
hvorigennem man vil forstå noget om ø - og derved et fællesskab generelt. Hvordan
opfatter man kunstens rolle i øs samfund?
Folk på ø vil se det, de kender, på en ny måde.

En canadisk kvinde er på dagstur til ø for at finde sin forfaders gravsted. Han var pirat
for staten i begyndelsen af 1800-tallet, men døde på ø, måske af kolera. På hans
gravsten er et relief med et dødningehoved og to krydsede knogler og nu en buket
blomster, fortæller hun, men så når hun desværre ikke at fortælle mere, da hun skal nå
den sidste båd til fastlandet. Der ligger rigtigt nok en blomsterbuket på en grav men
hun må have stået i den forkerte ende af graven og set den omvendte Jesus på korset
som et aflangt kranium og knogler.

Dominique er i sin have. Hun står og taler med en kvinde i gul T-shirt, der straks
spørger hvem de er. Man fortæller om udstillingen. Nå, det er jer, og efter at have fået
dem placeret taler hun henvendt til Dominique. Men Dominique har et varmt blik i
øjnene og spørger, hvordan de er endt i hendes have. Man bliver i tvivl, om hun kan
huske udstillingen og invitationen.
Hendes have er velholdt. Hun klarer det selv. En dreng fra skolen har tilbudt at køre
hendes haveaffald til verdens ende, men han forlanger fem kroner pr. trillebørlæs.
Han kommer til at klare sig godt fremover, han har sans for forretning, siger hun. Man
tilbyder at køre trillebøren for hende. Kvinden i den gule T-shirt drejer hovedet
langsomt fra højre til venstre og tilbage med de opspærrede blå øjne fæstnet på dem.
Munden snerpes sammen, og noget ved øjnene siger, at de ikke skulle have tilbudt det.
Man prøvede jo bare at være hjælpsom. Det eneste, der er svært, er at få skubbet
trillebøren op ad de to trin fra haven til stien, siger Dominique. Måske man skulle
kigge forbi senere, når damen med den gule T-shirt er væk. De siver langsomt ud af
haven.

Der står en kvinde i Dominiques have og fejer blade sammen. Hun ser ikke lokal ud,
hun har opsat hår, der skinner blankt, altså kan hun ikke have vasket det i øs vand, der
efterlader håret tørt og filtret. Men hvor er Dominique? Hun fortæller, at hun er oppe i
huset, i gang med at lave mad. Hun stiller riven fra sig og lukker havelågen. Hun
kører hænderne over lårene på de stramme denimbukser, som for at tørre snavs af
håndfladerne. Sammen står de foran skolen. Man vil ikke vil trænge sig på eller
forstyrre. Samtidigt ved man, at det er sidste chance for at besøge Dominique inden
afrejsen næste morgen. Om kvinden tror, det er i orden? Hun siger, at det er det vel,
hvis de kender Dominique. Det gør vi. Men vi er ikke sikre på, at hun genkender os.
Hun selv var kommet gående forbi og hørte den vidunderlige franske accent inde fra
haven, siger hun. Hun gik derind, og efter at have talt kort med Dominique blev hun
inviteret på aftensmad.
Dominique bor oven på skolen under taget. Imellem nogle af rummene har hendes
mand indsat ruder med farvede glasstykker; en teknik der hedder dalle de verre, og
man gør sig umage for at huske denne term. Stykker af tykt indfarvet glas med
armeret beton i mellem. Hun viser sit atelier, hvor der i hjørnet bag skorstenen står en
seng og et fjernsyn. På væggene hænger både hendes og hendes mands billeder samt
plakater for et årligt karneval, der fandt sted i øs forsamlingshus. På staffeliet står et
maleri, som ikke er færdigt. Det er en geometrisk abstraktion over et klippeskær,
måske det der ligger nordvest for ø, som man har set, når man har svømmet ved
badehuset. I år maler hun ikke, fordi det er for svært selv at transportere malerierne
med båden. Hendes loft er kun opvarmet med brændeovn, som allerede var der, da de
flyttede ind i 1960erne. De har boet mange steder på ø men her fik de lov at blive. På
brændeovnen er et relief af et egern og en gren. Denne sommer har hun bare tegnet og
holdt sin have. Plænen, forskellige frugttræer, salvie. Morbærtræet i midten af haven
har fået svamp.
Udover atelierrummet har hun et smalt nordvendt køkken, en spisestue og et
gæsteværelse, hvor hendes søn kan overnatte. To træsenge med sengetøj i plastikposer,
mørkt og koldt. Da han var barn gik han også på skolen, indtil december, hvor de
måtte tage tilbage til fastlandet på grund af kulden. Hun siger, at det er en god skole,
hvor selv de vanskelige børn klarer sig godt. I mens hun viser rundt, sidder damen
med det glatte hår stille på en bænk under vinduet og lytter, observerer. På et
tidspunkt spørger hun, hvad det er der er armeret. Betonen mellem glasstykkerne,
svares der, og selvom det var hende, der spurgte, virker svaret ikke til at interessere
hende. Hun var svær at føre en samtale med, siger den ene til den anden bagefter.
Man kan ikke lade være med tænke over, hvad hun egentligt havde for.

Fredag morgen gøres lejligheden ren. Man er tidligt færdig og går udenfor for at finde
et sted at læse, indtil båden til fastlandet ankommer. Man møder kunstneren, der
fortæller, at der under taget oven på biblioteket i mange år kom en maler, der om
dagen satte sit staffeli op udenfor, og om aftenen arbejdede videre under taget. Han
har ikke været der de sidste 15 år, men har stadig lejemålet.
Spindelvæv forbinder støvede ølflasker på bordet til malerier på hylder til beholdere
med olie og terpentin. Han rækker højre hånd frem og siger, at der nu etableres en
relation mellem kunstnere på land og ø. De udstrakte arme, ø bro ø, forbindes.

Den ene går op på gæstgiveriet for at købe en kop kaffe. Kvinden med det glatte hår
kommer ud på terrassen, hvor hun højlydt diskuterer med værten. Håret er ikke
længere blankt. Hun er blevet på ø dagen før uden at have haft noget sted at overnatte.
Der var blevet ringet til gæstgiveriet og en gæst havde indvilget i at flytte til et
værelse i værtens lejlighed for at gøre plads til hende. Hun nægter at betale for det,
hun siger at hun forstod det som en venlig invitation. Man burde tilkalde politiet!

Kvinden kan kun betale halvdelen, hun vil kun betale halvdelen, men værten kræver
at få hendes oplysninger og forventer en bankoverførsel i kommende uge med det
resterende beløb. Imens værten indstiller kortbetaleren, kigger kvinden sig rundt og
spørger til slåen. Hvordan ser bladene ud, bærrene, er de sure? Hendes stemme er
renset for modviljen fra før, nu er den interesseret.
Kvinden med det engang glatte hår står på havnen, hun har en weekendtaske over den
ene skulder og en bomuldspose over den anden. En plante stikker op af hendes taske.
Hun spørger om man er på vej hjem. Ja, desværre. Man var ellers lige begyndt at
finde sig til rette her på ø. På båden kigger de efter hende, men hun er ikke at finde
nogen steder. Da de sejler ud af havnen ser de en skikkelse gå langs fæstningsmuren.